I aften tirsdag, er det præcis 14 år siden, jeg talte med min far sidste gang. Klokken var 21.00 lørdag aften, da jeg i en pause mellem et par julefrokost-shows havde en hyggelig telefonsnak med ham, hvor vi talte om, at vi begge glædede os til næste dag, hvor vi sammen skulle fejre min førstefødte, min datters 1 års fødselsdag. Få timer senere, klokken 03.00 om natten, fortalte en fremmed stemme i telefonen mig, at min far, der ellers var ganske rask, pludselig var død.

Med ét var jeg selv forældreløs, og mit liv er aldrig blevet det samme igen. Det er julen heller ikke. Da jeg fik den traumatiske opringning, stod jeg rystende i stuen, mens naboernes juleudsmykning i hække og tagrender skar igennem mørket og dermed var det eneste lys, jeg havde at orientere mig i. Midt i min egen kamp for at forstå budskabet bemærkede jeg, at julens første snevejr var begyndt, og at store fnug langsomt dalede mod jorden.

Jeg elsker stadig julen, men hver evig eneste nat i denne tid, når jeg ser julebelysningen eller det særlige skær, en decembernat med sne kan give, så bliver jeg sat tilbage til de skelsættende minutter, hvor jeg ude af mig selv stod og forsøgte at forstå det, den fremmede stemme fortalte mig.

I det samme blev jeg kastet ud i en flerårig kamp for at genfinde mig selv. Og en af de ting, der i den periode gjorde oplevelsen ekstra hård, var erkendelsen af, at omgivelserne ikke vidste, hvordan de skulle reagere på min sorg over at have mistet.

Af uforklarlige årsager forholder vi danskere os tabubelagte til døden, hvilket gav mig refleksioner om, hvordan vi lever i vores relationer i familierne. Vi ved, vi selv skal dø, og som børn i en vis alder må vi nødvendigvis også sande, at vi på et tidspunkt skal miste dem, vi elsker.

Julen er som bekendt hjerternes og familiernes fest. Men det er også den tid på året, hvor mange mennesker har allermest ondt. Netop på grund af de dybe traditioner vi hver især har haft, så kan man selv som voksen se barndommens højtid for sig. Og når de, som man dengang lænede sig op ad og de, som skabte disse traditioner for os, er væk, så kan det føles så tomt. Når en ægtefælle, en forældre eller en meget nær ven ikke er der til at tænde julelyset i vores øjne, så forbliver det mørkt i mange år.

Men selv om der mentalt står en tom stol ved bordet, så kan vi selv gøre noget for, at de mennesker lever videre i os. Trods omgivelsernes vanskeligheder ved at håndtere det så er der små tiltag, som man som efterladt kan finde værdifuldt.

Selv har jeg små traditioner i julen eller selve juleaften, som ingen andre opfatter, men som for mig er en usagt kærlighedshilsen for at mindes mine forældre. Folk forsvinder ikke når de dør - de forsvinder først den dag, man glemmer dem. På den måde er skæret fra julelys i decembernattens sne blevet min skæbne. Med al dens sorg og kærlighed.