Midt i de sidste dages voldsomme snevejr har jeg atter bemærket en pudsig lille tendens hos vi danskere: hvor nogle mennesker i det daglige kan have en tendens til at have rigeligt i sig selv og have blikket og tankerne rettet mod dem selv, når de begiver sig igennem det offentlige rum, så ændrer deres tilstand sig lige så hurtigt som det danske vejr.

Jeg var en af de mange, der havde begivet mig ud i trafikkaosset, hvor biler henholdsvis skøjtede rundt imellem hinanden eller sad fast i snemasserne. Pludselig gik det op for mig, at både jeg selv og andre trafikanter gladeligt hilste på hverandre. Det kunne både være folk, man ikke anede hvem var, der smilende løftede hånden til en høflig hilsen - eller endnu mere pudsigt, så skete det, at jeg hilste på folk, som jeg udmærket kender, men dog ikke så nært, at vi i det daglige kunne drømme om at nikke til hinanden, hvis vi krydsede vej i Brugsen. Med ét rykker man tættere sammen, fordi ens udgangspunkt for nuet bliver parallelt. Her står vi i samme situation, og implicit får det os til at føle en slags sammenhold.

På samme måde oplever jeg tit, at hvis jeg kommer en tur så langt ud på landet, at der er langt mellem husene og bondegårdene, så hilser man på de mennesker, man passerer, hvorimod man ikke kunne drømme om det, hvis det var på en villavej i byen, man kørte omkring hinanden.

Mange af os har givetvis også oplevet, at man på en ferie møder et andet hold danskere. Derhjemme ville man aldrig havde talt med dem, men her ved swimmingpoolen under sydlige himmelstrøg eller i køen ved den triste buffet, der næsten er garanti for dårlig mave, jamen der går samtalen lystigt, trods man ikke kender hinanden og absolut intet til fælles har, bortset fra man tilfældigvis begge har købt en afbudsrejse hos Spies.

Ja, til tider er det lige før, man føler man skal være bedste venner, der efter hjemkomsten til det kedelige Danmark skal mødes for at udveksle feriefotos.

Men på anden vis skabte det vejrmæssige kaos også andre tiltag. Vi bliver mere hjælpsomme, trods vi selv har udfordringer. Folk skubber hinanden fri i trafikken, byder fremmede på et stykke chokolade, eller nogle hjælper naboen med at handle ind. På Facebook har jeg set frivillige traktorejere, der uden beregning tilbyder at komme og trække bilister fri. Det overskud er prisværdigt. Tænk, hvis man kunne huske den tilgang til andre mennesker året rundt.

Mit nytårsforsæt må være at jeg vil forsøge at være bedre til at lette på hatten og mentalt holde døren for andre, selv når sneen er smeltet.