Jeg kører op ad Funder Bakke i Silkeborg, men sænker farten da jeg passerer en lille grusvej på højre side. Jeg kigger op på huset, der ligger på skråningen, løfter hånden og vinker. Selv om ingen vinker tilbage, er det en fast handling, jeg har foretaget hver eneste gang, jeg de sidste 32 år er kørt vejen.

Lad os spole tiden tilbage til slut 1980'erne og start 1990'erne. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at skolen og jeg ikke var noget godt match. Tværtimod. Lærernes undervisning i uendeligt triste rammer, samt viden præsenteret som pligtpensum ramte helt forbi mig. Det blev dermed nogle lange år i både folkeskole og ikke mindst på gymnasiet, hvor jeg befandt mig i en helt anden verden med helt andre værdier, end dem man prøvede at terpe ind i hovederne på os.

I starten lavede jeg ikke mine lektier, fordi jeg ikke kunne engageres. Senere endte jeg simpelthen med at være sakket så langt fagligt bagud, at det var umuligt at komme tilbage på sporet. Ud over at blive smidt ud af gymnasiet hele to gange endte jeg til sidst med at få skolens laveste studentereksamen ... til dato. Da de højere læreanstalter dermed ikke just stod i kø for at byde mig indenfor, søgte jeg tre forskellige stillinger som pædagogmedhjælper.

Lykken ville, at jeg blev kaldt til samtale samtlige tre steder. Som var det i går husker jeg, da jeg sad overfor Bjørn, der var leder af Klubben i Funder, der bestod af både en fritidsklub i dagtimerne samt en ungdomsklub om aftenen. Alt i alt var målgruppen børn fra fem år til unge i starten af de 20 år. Jeg husker, hvordan Bjørns øjne strålede, når jeg fortalte om mig selv. Det ramte mig som et godstog, at jeg pludselig ikke blev bedømt på mine karakterer, men på hvordan jeg var som menneske. Jeg kom direkte fra en verden, hvor man blev bedømt på, om man kunne sin kommatering og Pythagoras - en verden jeg var fejlplaceret i. Nu sad jeg pludselig overfor en person, der kunne lide mig for det, der var i mit hjerte fremfor det, der var i mit hoved.

Bjørn lod mig forstå, at han var midt i et alvorligt kræftforløb, men sammen lagde vi store planer for fremtiden og det, vi skulle sammen. Jeg gik derfra med ansættelsespapirerne i hånden og sagde nej til de to øvrige jobs, jeg blev tilbudt. Dette var mit.

Halvanden måned senere startede jeg i mit nye job, der for mig blev livsændrende på mange måder. Desværre kom jeg aldrig til at arbejde med Bjørn, hvis cancer ikke levnede ham mange chancer. Men den dag i dag tænker jeg på ham hver evig eneste gang, jeg på min vej som entertainer rundt i landet kører op ad Funder Bakke eller på Herningmotorvejen passerer frakørslen mod Funder.

På 32. år løfter jeg hånden og vinker stille ind til Bjørn, som en lille usagt tak og kærlighedserklæring over, at han så mennesket inden i den lille usikre knægt, jeg var. Og hver gang jeg selv møder et tilsvarende usikkert barn eller ungt menneske, så ønsker jeg for dem, at de en dag må møde deres stifinder i tilværelsen. Vi har alle brug for en Bjørn.