Med risiko for at lyde tudsegammel, så har jeg nu skrevet disse klummer i 30 år, hvilket vil sige, at vi er helt tilbage i starten af 1990'erne. Ofte har jeg kredset om den udvikling samfundet, teknikken og hverdagen har gennemgået. Eller måske handler det ikke om udvikling, men mere om afvikling.

Det kan syntes grotesk tosset, at jeg skrev klummer om at man gik fra gammeldags skrivemaskine til telefax. Senere var det harmdirrende indspark om tendensen i, at der var mennesker der anskaffede sig en computer - hvilket nu er allemandseje. Nogle år efter pippede jeg om det nye fænomen man kaldte internettet, for endelig også at forholde mig kritisk til, at folk ikke længere havde nok i husstandens ene store fastnettelefon, men nu skulle til at have en såkaldt mobiltelefon. At denne var alt andet end mobil, og mere fyldte som en rejsekuffert, hvorfra der gik en tyk ledning op til et rør på størrelse med en vægtstang er noget ganske andet.

Nu kunne denne klumme anno 2024 så passende handle om brugen og farligheden af kunstig intelligens, hvilket dog ikke er tilfældet, om end det også snart er lige så integreret del af danskernes hverdag, som førnævnte tekniske tiltag.

Nej, linjerne her handler stadig om tidens udvikling og afvikling, men i anden kontekst. De fleste mindre byer lider en stille butiksdød og ihærdige forsøg på livreddende førstehjælp, ser desværre ikke ud til at kunne skabe overlevelse for detailhandlen. I gårsdagens avis kunne man således læse om boghandlen i Hammel og købmanden på Århusbakken, der begge drejer nøglen om.

Med danskernes stigende onlineindkøb, så er det efterhånden et særsyn med en handelsgade i provinsbyerne, der ikke langsomt syner hen med tomme butikker og skallede facader. Her hjælper ingen økonomisk hjertestarter, for levetiden er ofte ganske begrænset.

Da jeg som 20-årig startede op som selvstændig i et lille enmandsfirma i Kjellerup i starten af 1990'erne, da oplevede jeg en vis form for ensomhed i hverdagene. Mine venner fik deres sociale behov dækket via studiekammerater eller kollegaer på arbejdspladsen. Når jeg skulle have input fra andre mennesker, så bevægede jeg mig op på byens torv eller over i Brugsen hvor jeg altid mødte folk, jeg kendte. Så fik man vendt dagens nyheder. Begge steder var jeg også i går, men måtte atter sande, at ligesom tiden har udvisket landsbyernes gadekær, hvor man stoppede op og talte med hverandre, så er hverken torvet eller byens største butik stedet, hvor man mødes i dag. For ligesom mange mennesker foretager deres tilbudsjagt på internettet, så er det også her, de får deres sociale fix. Det er ikke længere nødvendigt at begive sig udenfor hjemmet for at få input og omgang med andre mennesker, det kan klares på de (a)sociale medier, hvor man gemmer sig bag skærmen og kommunikerer konsekvensløst via tastaturet.

I min verden er byliv også handelsliv. En by med kun få butikker bliver uendelig trist. Vi ønsker alle muligheden for at løbe hen i butikken og købe den manglende mælk til sovsen, når vi om fredagen skal have gæster, så er det vigtigt, at vi også husker at bakke op om samme erhvervsdrivende i ugens øvrige seks dage.