Det stod midt i skolegården - midt i byen. Det bar godt nok pærer, men forbuddet var det samme: Nok se - ikke røre. Rundt om træet var der en stor hvid bænk, som dog gerne måtte benyttes i frikvartererne, men som jeg husker det, var bænken altid optaget af pigerne. Faktisk var der vist nok tre træer, men de andre to var mindre og havde ingen bænk omkring sig. Det blev efter sommerferierne hurtigt en sport at smage på de forbudne frugter. Når tiden var inde, ville retor Frk. Karen L. Lang bede pedellen om at plukke pærerne. Indtil da var det forbudt - som æbletræet i Paradisets have.

Vi havde alle vores gymnastiktøj i hjemmesyede stofposer med vores navn på. I drengenes pose lå et par gummisko, et par korte gymnastikbukser og et håndklæde. Havde man glemt sin pose til gymnastiktimen skulle man udføre timen i bare tæer og underbukser. Til badet kunne man låne et glemt håndklæde - ofte fugtigt og jordslået. Gymnastikposen viste sig at være udmærket som kasteskyts mod pæretræets krone. Desværre kunne det hænde, at posen blev siddende i toppen af træet, og desværre stod der navn på posen. Mod nedtagning kunne man vælge mellem en sveder (eftersidningstime) eller kontant afregning i form af en svidende lussing.

I de fleste kommunale skolegårde i Danmark er alle større træer fældet. Angiveligt fordi man ikke må kravle i træer på legepladser uden bekosteligt faldunderlag. Tilbage er kun kundskabens træ i Paradiset, men det bærer sikkert blade og frugter til evighed.

Meget er ændret siden da, men selv i dag finder man mangt og meget i skolen, som vi også havde for 50 år siden. De Radikale har netop i disse dage fremført et ønske om, at man skulle opprioritere skolebespisning i landets folkeskoler. For præcis 50 år siden blev de sidste streger lavet på tegningerne til den nye skole i Balle, Silkeborg. Visionerne var store, og efter skolebesøg i både England og Sverige var der tegnet lokaler til klasser i åbenplan, auditorium, svømmesal og fælleskantine for både lærere og elever.

Både svømmesal og fælleskantine blev sparet væk. Svømmehallen, fordi der både var svømmeundervisning på Nordvestbadet og på højskolen. Fælleskantinen, fordi det også ville betyde ekstra køkkenfaciliteter og særlige bedriftsundhedsmæssige tilsyn og godkendelser. Desuden fordi vi aldrig har haft samme skolebespisningskultur som i Sverige og Finland.

Det er i øvrigt et rigtig godt forslag! Jeg hader bemærkningen: »Det har vi prøvet!«. Derfor håber jeg, at forslaget og alle gode intentioner om forbedringer af børn og unges sundhed og trivsel ikke bare »bliver spist af« på samme måde, som vi har oplevet det i en menneskealder.