I 1960’erne klatrede en ung langlemmet mand rundt på stiger og satte røde hjerter op i træerne med teksten »Giv dig tid«.

Hans mission var, at alle bilister burde sænke farten, så man kunne undgå slemme trafikulykker. I dag burde samme hjerter og tekst måske springe frem på skærmen i samme tempo som reklamespots. Her og nu gælder det ikke kun at løfte foden fra speederen rent fysisk, men også at give sig tid til med jævne mellemrum at koble ud mentalt.

Midtjyllands Avis, havde 18. marts en fin artikel: »Lærer bekymret over vores tid på skærmen«. Artiklen drejer sig om Jesper, der er lærer på Hvinningdalskolen, far til fire og temmelig bekymret over ikke mindst børn og unges skærmtid ved både mobiltelefon og på pc til både spil og snak.

Når han møder på arbejde om morgenen, er børn på vej i skole optaget af deres mobiltelefoner eller deres ipads på bagsædet af bilen. Sådan begynder dagen, og selvom hans skole er mobilfri i skoletiden, fortsætter skoledagen ofte ved elevernes primære skoleværktøj: computeren.

Jo ældre eleverne bliver, jo mere fylder skærmtiden for de unge, der nu også i højere grad fravælger tidligere fritidsinteresser med faste øve- og samværstidspunkter. Til forældremøder er mobiltelefoner og gaming et evigt aktuelt emne, og selv om alle synes enige om fordelen ved at udskyde tidspunktet, hvor eleverne har egen mobiltelefon, er der altid nogen, der allerede har dem fra 0. klasse og i 3. klasse har langt de fleste deres egen.

Kristeligt Dagblad har i samme periode reageret på et læserbrev i Politiken skrevet af en 15-årig skolepige, Andrea, der beklager de manglende bøger og unges generelle manglende lyst (eller tid?) til fordybelse i skønlitteraturen - ikke mindst i de traditionelle papirudgaver. Hun skriver: »I de små klasser læste vi i fysiske bøger. Nu er alt digitalt.«

Jeg tænker: Er det virkelig kommet så vidt i vores undervisningssystem?

Andreas klassekammerater læser dog stadig, men ikke klassikere og ikke på papir. Mest på de sociale medier og andre platforme. »Udover en enkelt pige i klassen under mig, kender jeg ingen blandt mine jævnaldrende, der læser skønlitteratur, altså frivilligt. Jeg frygter, at vi mister evnen til at fordybe os i komplekse problemstillinger, hvis man aldrig dykker ned i den verden skønlitteraturen tilbyder – hvis man kun er vant til at forholde sig til overfladiske kommentarer og hurtige videoklip på nettet. Jeg mener, at de etablerede medier bør gøre litteratur mere interessant for unge på min alder, hvis litteraturen overhovedet skal overleve i fremtiden.«

Begge beretninger redegør for nogle ganske væsentlige problematikker, hvor både skole og hjem har en stor og meget vanskelig fælles opgave. For samtidig med at vi får flere og flere både nyttige og nødvendige hjælpemidler i både arbejde og fritid, mistrives flere og flere børn og unge, og skolen oplever tilbageskridt i børns læsefærdigheder - jævnfør nationale tests. Hovedregning og skrivning med blyant og papir bliver næppe helt afskaffet lige med det samme, ligesom korrekt kommasætning også betyder meget - ikke mindst i regnskaber.